Parliamentary elections
Deltagelse i valg kræver normalt bopæl i Danmark
For at kunne deltage i valg i Danmark skal man være optaget på valglisten. Det bliver man uden videre, hvis man på valgdagen har dansk indfødsret, er fyldt 18 år og senest 7. dagen før valgdagen har fast bopæl i Danmark og er tilmeldt et dansk folkeregister.
Brevstemmeafgivning i udlandet
Hvis man opholder sig i udlandet og derfor er forhindret i at afgive stemme på valgdagen, kan man afgive brevstemme på en dansk ambassade eller konsulat i udlandet. Som ovenfor nævnt er det en betingelse, at pågældende vælger er optaget på valglisten.
Der er ikke fastsat nogen sidste frist for brevstemmeafgivning i udlandet, men brevstemmen skal være afgivet i så god tid forud for valgdagen, at den kan være modtaget i vedkommendes kommune, inden afstemningen på valgdagen begynder kl. 9.
Husk at medbringe legitimation, f.eks. pas, kørekort eller sygesikringsbevis.
Udlandsdanskeres mulighed for at deltage i valg
Hvis man flytter til udlandet og i forbindelse hermed frameldes folkeregisteret, kan man normalt ikke optages på valglisten og kan derfor ikke deltage i valg i Danmark. Det kan man kun, hvis man tilhører en af de persongrupper, der uanset udlandsopholdet anses for at have bevaret fast bopæl i riget i valgmæssig henseende. Det er endvidere en betingelse, at man indgiver ansøgning om at komme på valglisten.
Reglerne om valgret uanset udlandsophold er fastsat i § 2 i lov om valg til Folketinget, jf. lovbekendtgørelse nr. 1292 af 8. december 2006 og lyder således:
Stk. 1. Personer, der er ansat i den danske stat og beordret til tjeneste uden for riget, anses for at have fast bopæl i riget.
Stk. 2. Følgende personer, der midlertidigt har taget ophold i udlandet, anses ligeledes for at have fast bopæl i riget:
1. Personer, der er udsendt for at gøre tjeneste i udlandet som ansat af en dansk offentlig myndighed eller en herværende privat virksomhed eller forening.
2. Personer, der opholder sig i udlandet som ansat i en international organisation, hvoraf Danmark er medlem.
3. Personer, der er udsendt for at gøre tjeneste i udlandet af en dansk hjælpeorganisation.
4. Personer, der opholder sig i udlandet i uddannelsesøjemed.
5. Personer, der opholder sig i udlandet af helbredsmæssige grunde.
6. Personer, der opholder sig i udlandet, og som i henseende til tilknytningen til riget ganske må sidestilles med de personer, der er nævnt i nr. 1-5.
Stk. 3. Personer, der opholder sig i udlandet, anses ligeledes for at have fast bopæl i riget, såfremt de agter at vende tilbage til riget inden for 2 år efter udrejsen.
Læs mere i bekendtgørelse af lov om valg til Folketinget her.
Særligt om ægtefællers/samleveres valgret uanset udlandsophold
En person, der samlever på fælles bopæl med en person, der er omfattet af stk. 1, 2 eller 3, anses for at have fast bopæl i riget, såfremt de pågældende to samlevende:
1. Har indgået ægteskab eller registreret partnerskab med hinanden eller opfylder betingelserne for at indgå ægteskab eller registreret partnerskab med hinanden og havde etableret fælles bopæl inden udrejsen.
Ansøgning om optagelse på valglisten
Hvis man er frameldt folkeregisteret, er det endvidere en betingelse, at man ansøger om at komme på valglisten. Dette kan ske på folkeregisteret i forbindelse med anmeldelse af fraflytning til udlandet. For at ansøge om at blive optaget på valglisten skal du logge på www.borger.dk følge guiden.
På hvilket tidspunkt skal ansøgningen indgives?
Ansøgningen skal kunne være færdigbehandlet senest 7. dagen før valgdagen, og stillingtagen til ansøgning forudsætter en vis sagsbehandlingstid. Ansøgningen bør derfor indsendes i god tid.
Hvor længe er optagelsen på valglisten gyldig?
Optagelse på valglisten efter ansøgning har gyldighed i 2 år. Når man optages på valglisten, får man brev om, hvor længe optagelsen gælder, og om muligheden for at få optagelsen forlænget.
Inden for den periode optagelsen gælder, har man ret til at deltage i folketingsvalg, folkeafstemninger, og valg til Europa-Parlamentet, men ikke i kommunale og regionale valg.
Tilbageflytning til Danmark
Når man flytter tilbage til Danmark og tilmelder sig et dansk folkeregister, optages man automatisk på den almindelige valgliste.