Skip to content

Genialt bindeled til fastlands-Kina

Computer-router eller gaffeltrucks. Intet er for stort eller småt for DN Group, dansk designvirksomhed med hovedkvarter i Århus. (Børsen, 1/8 2011).

Siden 2003 har de også haft et kontor i Taichung på Taiwan.
»Vi har i mange år været stærke på design af mobiltelefoner, så da den industri rykkede fra Europa til Asien, måtte vi følge med. Vi havde adskillige kontakter i Asien, men Taiwan skilte sig ud ved at udvise langt den største interesse for design«, fortæller Frederick Rickmann, Direktør i DN Group.
»Når valget faldt på Taiwan frem for Kina, skyldes det også, at de derovre havde hele business-strukturen på plads. En vigtig ting for os var f.eks., at de havde lovgivning om intellektuel ejendomsret og også et effektivt bankvæsen, så man kunne få kapital ud. Derudover har det vist sig, at Taiwan er et genialt brohoved til Storkina«, siger Frederick Rickmann.
DN Group har blot en enkelt ansat på kontoret i Taichung, der betjener hele Asien-Stillehavs-området.
Alt design bliver lavet hjemme i Århus, men det er vigtigt for firmaet at have en person derude til at koordinere det hele med kunderne.

Et spændende miljø
»Vi har hele tiden gang i mindst 10 projekter i Asien, og det er et spændende miljø at arbejde i, bl.a. fordi produktionsgangen er enormt hurtig – ofte en sjettedel af den tid, man ville bruge på en tilsvarende proces i Danmark «, forklarer Rickmann.
»I modsætning til danske producenter, der lægger vægt på at få udviklet et langtidsholdbart
produkt, sejler taiwanerne meget mere med markedet og retter hurtigt ind efter nye trends. Det betyder, at der fra ide til færdigt produkt måske kun går et år. For os som designere er det
sjovt og udfordrende,« siger direktøren for DN Group.
[email protected]