Skip to content

Taiwan vil ud af skyggen

Danske designere skal hjælpe taiwanerne med at skabe egne brands med særlig identitet frem for blot at være producent for resten af verden ligesom Kina (Børsen, 1/8 2011).

Meget ofte bliver Taiwan overset, fordi langt de fleste erhvervsfolk udelukkende retter blikket mod Folkerepublikken Kina. Ikke desto mindre er Taiwan verdens største producent af notebooks, smartphones og GPS-udstyr, men bortset fra Acer-computeren og HTC-mobilen er det som regel produktion på vegne af andre.
    Ofte bliver produkterne fremstillet ovre på fastlandet, og for eksempel har den taiwanske Hon Hai Group, der producerer Apples Iphone og Ipad, over en million ansatte i Kina.
    »Det virker som om der har været en vis berøringsangst i forhold til Taiwan, fordi der gennem årene har været et noget belastet forhold mellem Folkerepublikken Kina og Taiwan, som centralregeringen stadig betragter som landets 35. provins, « siger Sune Kjeldsen, leder af udenrigsministeriets handelskontor i Taiwan.
»Men Taiwan rummer rent faktisk en masse muligheder, både på grund af en omfattende produktion af elektronik, der ligger godt til dansk design, men også i kraft af at der er et marked på 23 millioner taiwanere med ganske mange penge på lommen.«
    Før i tiden var »Made in Taiwan« måske lig med noget billigt bras, men sådan er det bestemt ikke længere. Ligesom inderne har været gode til at udvikle og producere software for andre, er det lykkedes Taiwan at blive verdens førende inden for elektronik.

Højere i værdikæden
Langt hovedparten af produktionen foregår på taiwansk ejede fabrikker i Kina, da lønningerne på fastlandet kun er en tredjedel af niveauet på Taiwan, hvor mindstelønnen ligger på omkring 3000 kr. om måneden.
    »Regeringen i Taiwan har i de senere år lagt op til, at de taiwanske virksomheder
skal længere op i værdikæden og ikke blot producere for andre. Derfor ser vi nu et skifte fra traditionel produktion til en ny strategi, hvor design og innovationen er grundstenene«, siger Sune Kjeldsen.
    »Lige præcis der kan dansk design hjælpe taiwanerne med at få opfyldt deres ambitioner. For det handler ikke kun om at produktet skal se godt ud – det skal også fungere ordentligt og have en lang holdbarhed. Og det er nogle af de ting, der netop kendetegner dansk design,« fastslår handelschefen.
    Flere danske virksomheder har allerede haft succes med at sælge design til Taiwan
– David Lewis Designers (kendt for B&O) har designet to laptops for Asus, og Tools
Design (kendt for Eva Trio) har lavet tilbehør til Ipad og Iphone for Just Mobile. Nu vil flere danske design virksomheder med på vognen og rejser senere på året til Taipei
for at deltage i verdens største designevent, »International Design Alliance«.
    »Her har fem danske designvirksomheder allerede meldt sig til. Ud over at hente
inspiration fra 3000 andre industrielle designere fra hele verden vil de også kunne
deltage i workshopper med taiwanske virksomheder, der efterspørger de danske kompetencer. Fra handelskontorets side vil vi også gå direkte ind og hjælpe de danske designere med at finde de rette partnere herovre«, siger Sune Kjeldsen.

    Verdenskongressen for industrielt design, IDA 2011, foregår i hovedstaden Taipei
fra 24. – 28. oktober.